Triathlon begynderguide #1

 

Hvor skal man lige starte, når man bare gerne vil prøve det der triathlon?

Måske har du prøvet kræfter med en mini-triathlon og vil gerne skridtet videre, måske er du helt grøn, og vil rigtig gerne prøve det for første gang, måske er du bare nysgerrig.

Jeg er vild med, når I er nysgerrige og stiller spørgsmål på Instagram, for ofte er det super gode spørgsmål, der helt sikkert er andre, der også sidder og tænker over, så nu har jeg forsøgt at samle det hele i én, og måske du kan bruge det på vejen mod dit første eller næste triathlon-projekt. Det er endt med at blive et lidt omfattende skriv, derfor har jeg valgt af lave det til en mini-serie, hvor jeg starter med at fortælle, om hvordan jeg selv startede, for derefter at gå mere i detaljer omkring både udstyr, skiftezone-taktik, tidsforbrug og opbakning, ordforklaringer og hvad der ellers lige er dukket op.

Min tri-rejse startede med en 4:18:4
Jeg startede mit eventyr i 2014, da jeg havde købt en mountainbike, jeg skulle bruge til et eller andet, og så så jeg tilfældigvis, at der skulle være sådan en mini-triathlon i Aarhus i forbindelse med den halve ironman, der skulle løbe af stablen en søndag i juni 2014, og tilmeldte mig ret spontant, uden at ha’ prøvet noget lignende før.

En mini-triathlon (fx KMD 4:18:4), er en 1/10 af en fuld ironman.
– 400 m svøm
– 18 km cykling
– 4 km løb
De findes både, hvor man skal svømme i havet eller i svømmehallen, og der findes endda også en kvinde-tri, hvor der kun er kvinder med, hvis man som pige føler sig mere tryg i sådan et setup.

 

Jeg fik cyklet et par ture, kom i svømmehallen et par gange, og kunne hurtigt konstatere, at jeg ikke kunne svømme mere end 25 m crawl uden at være ved at dø – så er det jo meget heldigt, at man helt selv bestemmer, hvordan man svømmer de 400 m. Om det er brystsvømning, på ryggen eller hundesvømning, det er helt op til den enkle, så fortvivl ikke, hvis du ikke kan svømme crawl. Det er ikke et must, og det er noget rigtig mange af jer har stillet spørgsmål til.

Jeg fik løbet et par ture – vi snakker 3-5 km. Træningen var minimal, jeg spillede håndbold, så jeg kunne godt løbe, men var ikke vant til at løbe lange ture overhovedet, og havde kun cyklet til og fra skole, da jeg gik i folkeskole, så det var totalt ukendt terræn.

Jeg er af den overbevisning, at de fleste, der har været vant til at være fysiske aktive, om det så er håndbold, fodbold, løb, eller lignende, kan gennemføre en mini-tri på ”grundformen”, og lidt god fighter vilje.

Jeg tog mig god tid i skiftezonerne. Selvom jeg havde en våddragt på, havde jeg taget en badedragt under – jeg anede ikke noget som helst om, hvad man gjorde eller ikke gjorde, og det var nok ikke det mest gennemtænkte træk set tilbage – så jeg skulle ikke kun have våddragten af, jeg skulle også ud af badedragten, og da man ikke må vise sig nøgen i skiftezonen, udover i det telt, der er sat op til at skifte i, skulle jeg derind og have den af, og skifte til cykelbukser og en løbetop. Jeg kom i mine løbesko (jeg havde ikke cykelsko og det behøver man langt fra!), på med cykelhjelmen og op på min MTB.
Fik cyklet de 18 km og ind i skiftezonen igen, skifte til løbeshorts, på med mine løbesko igen og så afsted på de 4 km. Jeg gennemførte, og var pisse stolt!

Jeg kom igennem og var pisse stolt. Og selvfølgelig var jeg mega nervøs inden – anede ikke, hvad der ventede og det var sgu ret grænseoverskridende at skulle ud i det havvand, men jeg havde det mega fedt, i sær da jeg var kommet op af vandet! – ingen forventninger om noget som helst, jeg anede ikke noget om tid og pace dengang, jeg skulle bare overleve og prøve det af. (Jeg brugte 1 time og 32 minutter)

Hvorfor triathlon?

Jeg trængte bare til at prøve noget sjovt og andet – jeg var et sted i mit liv, hvor jeg havde det rigtig svært psykisk – kæmpede med at finde ud af mit liv, depressioner og en stadig ikke-diagnosticeret lidelse, som gjorde livet svært og uoverskueligt. Jeg famlede nok lidt i blinde, og havde bare brug for at bruge min krop til noget fysisk aktivt, da det gav mig noget godt mentalt.
Jeg tilmeldte mig altså ikke, fordi jeg havde et mål eller et ønske om at lave hverken hel eller halv ironman – jeg anede ikke engang, hvad det var. Jeg spillede håndbold, og det var jeg fint tilfreds med, men jeg skulle jo også bruge den her nye MTB til noget, så hvorfor ikke?!
Og jeg blev nok en smule bidt af det den lørdag formiddag i juni 2014. Og vidste, da jeg sad på min mountainbike og blev overhalet af mange på racercykler, at sådan en gad jeg også godt eje, og at jeg helt sikkert skulle prøve sådan en triathlon ting igen.

Så da jeg kom hjem gik jeg i gang med research – som jeg er rigtig god til, og det er den måde jeg har lært rigtig mange ting om hele den her tri-verden. Jeg læste og lærte om gear, hvilke geargruppe* jeg skulle kigge efter, hvad den skulle veje, hvilket materiale, hvad man kunne få af forskellige mærker til det budget jeg havde osv. Og da jeg følte, jeg vidste nok til ikke at blive bildt et eller andet ind, tog jeg ud i en cykelbutik for at prøve forskellige modeller og størrelser, og derefter købte jeg en racer på nettet, min første racer, en Cube Agree i sort og rød – det var også den jeg kørte min første halve ironman på – ja, det kan man sagtens, man behøver ikke en tri-cykel.

 

Efter min debut på 4:18:4 fandt jeg ud af, at jeg gerne ville prøve noget mere, så jeg tilmeldte mig en kvart ironman i Aalborg året efter, så jeg havde god tid til at blive lidt bedre til det der svømning.
Jeg tog i svømmehallen, svømmede, havde det hårdt – 25 m crawl, var ved at dø, var fortvivlet, gik hjem og googlede, så youtube videoer, tilbage i svømmehallen, prøvede at huske på det jeg havde set, havde det stadigvæk hårdt, prøvede igen, øvede, så videoer, prøvede mere, så flere videoer, øvede, øvede og øvede, og pludselig (okay, ikke pludselig, nok nærmere 6 måneder senere) kunne jeg svømme 100 m uden at være ved at dø, fandt et flow, og sådan fortsætte jeg. Så til jer, der spørger, hvordan man lærer at svømme, eller bliver god til det – øve øve øve!

Uanset om du er i en klub eller alene, øv dig! Det kommer ikke af sig selv, og det kommer ikke på hverken 3 eller 6 uger. Men fortsæt! Og selvfølgelig kan det være godt givet ud at finde én, der kan hjælpe dig lidt på vej fra kanten – enten en svømmetræner eller en klub, men det er ikke nødvendigt som en start.

Da jeg følte det gik frem ad med svømningen, tilmeldte jeg mig også en halv ironman i 2015, så nu skulle jeg lave både en kvart og en halv, året efter jeg prøvede kræfter med mini-tri’en.

Min træning var super ustruktureret, og det var stadigvæk bare for sjov, og ved siden af mit håndbold, og hvad der lige passede ind i programmet, og hvad jeg lige havde lyst til på dagen. Jeg kan huske, min bror på et tidspunkt sagde til mig: ”skal du ikke snart til at træne lidt – er det ikke snart, du skal det der?”.. det siger måske lidt om mængden og frekvensen af træningerne…
Jeg løb måske 2 gange om ugen, alt mellem 4-9 km, cyklede små ture, hvis vejret var til det – vi snakker 10-30 km 1 gang om ugen, måske 2 gange, hvis det var godt vejr. Og svømning var maks 1 gang om ugen – i svømmehallen.

 

Den første kvarte ironman

Det bliver juni måned 2015, og tid til min første længere distance. Kvart ironman i Aalborg. Det perfekte race til en begynder, og det gælder stadigvæk den dag i dag – meget anbefalelsesværdigt. Man svømmer i kridtgraven, lækkert og roligt vand – ingen brandmænd eller andet af den art, hyggelige og rolige rammer, god stemning, og rare mennesker.

God tid til at få tjekket cyklen ind, som skal ind i skiftezonen, hvor man har fået tildelt en plads ud fra sit startnummer. Ved siden af cyklen har man en kasse (gælder ikke til ironman stævner, her har man poser/race bags), hvor man har alt det liggende, man skal bruge i løbet af stævnet. Så det er både løbesko, strømper, nummerbælte med startnummer, ekstra tøj, hvis man skal ha’ en trøje på, på cykelturen, energi, cykelbriller, kasket, eller hvad man nu har på, på løbet. Cykelhjelmen hænger på cyklen, og er klar til at blive taget på som det første.

Jeg kan huske, jeg er sindssygt nervøs inden vi skal i vandet – jeg har aldrig svømmet så langt uden pause før, ingen kant til lige at få vejret ved, og så skal jeg svømme så tæt med andre. Men det går super fint, da vi først kommer i gang, og jeg svømmer en blanding af både crawl og brystsvømning. Jeg overlever, heldigvis, og kommer op af vandet og løber ind i skiftezonen, hvor jeg får min våddragt af. Den bliver smidt ned i skiftezone-kassen, på med cykelhjelmen, strømper på, cykelsko på, og fat i cyklen, som hænger på stativet ved siden af. Man løber med cyklen ud af skiftezonen, krydser stregen, hvorefter man må hoppe på cyklen, og så er det ellers bare afsted. 45 km med rullende bakker rundt på landevejene omkring Aalborg.

Der var ikke mange kilometer i mine cykelben, men jeg klarede det, og kommer tilbage til skiftezonen, af cyklen, og ind og sætte den ved mit nummer igen, af med hjelm og cykelsko, og på med løbesko, nummerbælte og så afsted på løb. Der venter 10.5 km og det var fanme hårdt – jeg fandt ud af, man ikke skal race med noget, man ikke har trænet med (altså lad være med at ta’ nyt udstyr i brug for første gang til et stævne!) – og også, at det er en god idé faktisk at træne lidt, hvis man gerne vil køre med bare lidt overskud, og uden det gør ondt alle steder. Jeg havde taget nogle kompression sleeves på benene, fordi jeg syntes det så fedt ud, haha, dont’! Jeg måtte stoppe op, binde sko op, ha’ dem af, trække dem af, fordi de gjorde ondt at have på, binde sko igen, og så videre.
Min familie var taget med – igen, de var også med til min 4:18:4, verdens bedste supportere! Og det var SÅ fedt at krydse målstregen, og jeg følte mig som verdens sejeste! Men måtte også erkende, at jeg nok skulle forsøge at træne lidt mere frem mod den halve ironman, der ventede et par måneder senere.

Hvilket jeg så ikke rigtig fik gjort..

Så den første (uægte) halve ironman

Det blev halv ironman tid, (IRONMAN 70.3* i Aarhus 2015). Vejret var sinddsygt, det væltede ned, stormede og svømning endte med at blive kortet ned pga de vilde vejrforhold, hvilket jeg havde det HELT fint med, hvor andre var trætte af det, da vi jo så ikke havde lavet en ”rigtigt” halv ironman. Men jeg havde aldrig svømmet i åbent vand før (dumt! Få det trænet, hvis du skal svømme længere end 500 m i havet!). Jeg var SÅ pisse-nervøs og havde mest lyst til, at de skulle aflyse det hele. Men det gjorde de de desværre ikke, så jeg måtte jo ud i det.

3 meter høje bølger gjorde det næsten umuligt at komme ud i vandet og komme i gang, så efter en del kamp lykkedes det os at komme ud og i gang, kom rundt om bøjen, og endelig så jeg land igen, hold nu kæft en kamp! Det var alt andet end crawl, det var 1000 m ren overlevelse,. Og jeg følte, da jeg kom op af vandet, med tang i hele hovedet, at nu kunne jeg klare, hvad som helst.

Cykelturen blev kørt på min racer, 90 km i regn og blæst, hvor jeg kørte forbi flere på hurtige tri-cykler med pladehjul, der var blæst af vejen – det siger lidt om vejret.
Mine strømper (og alt andet) var gennemblødte, og jeg kan huske, jeg brugte de sidste 30 km på at diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skulle skifte til tørre strømper, når jeg kom ind i skiftezonen, inden jeg skulle ud at løbe.
The good one: ”Du må gerne skifte strømper, det er okay at bruge tid på det”.
The evil one: ”hold nu kæft, de nye bliver sgu da våde igen med det samme”.

The good one: ”Ej, det bliver lækkert for dig, hvis du får tørre strømper på, det fortjener du!”
The evil one: ”stop dig selv! Vil du virkelig bruge tid på det?! Fanme dumt! Skal du ikke!”.

 

Gæt hvem der vandt..The Evil one! Jeg hoppede af cyklen og fik skiftet til løbesko uden at skifte strømper. Og så ventede der ellers 21.1 km rundt i Aarhus – av, det var hårdt, jeg havde løbet maks 11 km i min træning, og det kunne mærkes. Jeg tudede lidt, da jeg kunne se målområdet efter den sidste rundstrækning, jeg havde gennemført en halv ironman (næsten, manglede lige 900 m svøm), på 6 timer 15 min. Tiden var underordnet, jeg skulle bare gennemføre, og jeg var pisse stolt – igen. Og sikke en debut!

Jeg tilmeldte mig herefter den kvarte ironman i Aalborg igen året efter, og samtidig besluttede jeg mig for, at jeg skulle lave en halv ironman mere, med noget mere struktureret træning, og tilmeldte mig Challenge Herning i 2016, som blev min første rigtige halve. Som også er et stævne jeg varmt kan anbefale til nybegyndere, da man svømmer i en sø, og dermed lidt mere rolige svømmeforhold end i havet.

 

Da triathlon vandt over håndbold, og den første ægte halve ironman

I 2016 besluttede jeg mig for at sætte håndbold lidt på standby, og lade triathlon fylde lidt mere – jeg trænede stadigvæk bare på må og få, og hvad jeg lige havde lyst til, men det fyldte mere, og jeg var bange for at blive skadet til håndbold, og så ikke kunne blive klar til de stævner jeg havde tilmeldt mig.

Jeg trænede måske 5-6 timer om ugen, fordelt på løb, cykling, svøm og styrke.

Det kunne se således ud:
2-3 x løb (alt mellem 6-15 km)
2 x cykling (ture mellem 30-60 km)
1 x svøm
1-2 x styrketræning (fordi jeg syntes det var fedt dengang)

Der var ikke meget mængde, men jeg gjorde lidt af hvert og det var stadigvæk bare mig selv, der bare stod for at planlægge det jeg nu syntes, jeg burde eller havde lyst til. Det var sjovt, og jeg nød det, og det var det vigtigste for mig, og er det stadigvæk. Det er fordelen ved ikke at være professionel, det er ikke mit arbejde, jeg skal ikke leve op til nogle forventninger – udover mine egne.

Jeg gennemførte min første rigtige halve ironman i tiden 5 timer og 50 min., og det var både fedt og hårdt, og jeg kan huske, jeg nåede at tænke på cykelturen, at jeg ville ønske nogen stak en kæp i mit hjul, så jeg væltede og ikke kunne fortsætte, eller om jeg bare skulle køre i grøften, så jeg kom til skade og ikke kunne fortsætte, haha, sindssyge hjerne!
Der var altså sket en markant forbedring siden den forrige i Aarhus året inden, som blev kørt på 6:15t, og endda med 900 m mindre svøm. Det gav blod på tanden, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle deltage igen næste år.
Jeg deltog også i den kvarte ironman i Aalborg igen i 2016, her blev jeg nummer 13 ud af alle kvinder, og jeg fik pludselig lyst til at få mere struktur på tingene og se, om jeg kunne rykke mig yderligere. Derfor valgte jeg, at jeg skulle finde en træner til at hjælpe mig i 2017.

Klub og træner?

Jeg vil dog pointere, at man behøver ikke ha’ hverken træner eller være en del af en klub, for at kaste sig ud i en triathlon. Så kan man altid på sigt opgradere, hvis man har lyst til det. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være super fordelagtigt at være medlem af en triklub som nybegynder – både i forhold til at lære at svømme, det at have nogen at træne med, som jeg selv ikke brugte ret meget i starten, men har fundet utrolig stor værdi i senere hen, det at have nogen at kunne spørge til råds, om alle de ting, man kan blive i tvivl om, og bare dele det hele med nogen. Som jeg især fik øjnene op for, da jeg meget spontant tog med en triklub på en tur til La Santa i 2017, som siden da er blevet nogle af de mennesker, der betyder allermest for mig – et fællesskab, hvor jeg kan være mig selv, og dele min interesse med ligesindede, samtidig med, at vi har det sjovt.

I 2017 fik jeg så træner på, da jeg gerne ville rykke mig, og samtidig havde fået en lille drøm om at gennemføre en hel ironman, selvom jeg på ingen måde havde tænkt det var, det jeg skulle, da jeg startede.

Husk, der er mange forskellige distancer inden for triathlon
Jeg vil også gerne pointere, at ironman – både halv og hel jo på ingen måde er det eneste og endegyldige i triathlon. Ja, det er den længste distance, men nogle atleter – også professionelle kører sprinter, som er kortere distancer, og deltager man ved OL er det også en distance, der hedder 1500 m svøm, 40 km cykling og 10 km løb.
Selv har jeg erfaret, at jeg er bedst på de lange distancer, da jeg er en diesel motor, og vejer 10 kg mere end mange af dem, der er hurtige og gode på de korte. Man finder ud af, hvad der passer bedst til én, og samtidig er der også tidsaspektet i det, som en følger på Instagram skrev, så kræver det full on opbakning, støtte og accept fra familien, hvis man kan træne til en fuld ironman. Én ting er de aktuelle træningstimer, men træner du 20 timer om ugen, så er der stadig cykelvask, klargøring til de forskellige træningspas, spise, sove og restituere, og pludselig er der gået 30 timer. Og hvis der ikke er forståelse eller opbakning til det fra hjemmet, så tror jeg ikke på, det kan lade sig gøre. Det er et familieprojekt.

Leif Lundstrøm fra Tribikeruncoach har stået for planlægningen af min træning siden januar 2017, og det gav en ro inden i at vide, at jeg bare skulle gøre det han havde planlagt, og ikke tænke over, om og hvad jeg skulle træne den pågældende dag.

Og jeg ville sikre mig, at når jeg stod ved startstregen til IRONMAN Copenhagen, så havde jeg gjort det jeg skulle for at være klar til den kæmpe opgave, der lå foran mig.

 

Ironman debut – take 1 & 2

Udover at gøre mig klar til IRONMAN CPH i august 2017, gjorde den strukturerede træning også, at jeg rykkede mig på både halv og kvart ironman distancerne.
Jeg skar 46 min. af min halv ironman tid i 2017, jeg blev nummer 3 af alle kvinder i Aalborg, og jeg kunne virkelig mærke, der skete noget. Jeg var i kongeform!
Jeg syntes dog stadigvæk ikke det der cykling var super fedt, faktisk virkede de 180 km pænt uoverskuelige – ikke det bedste udgangspunkt, når man skal lave en ironman, hvor du lige skal svømme 3.8 km inden de 180 km, og slutte af med 42.2 km. Og svøm var heller ikke en favorit.
Skæbnen ville også noget andet – jeg besvimede om morgenen inden racet, jeg var bevidstløs i 10-15 sekunder inden min mor og bror får klasket liv i mig igen. Og ja, så var der sgu ikke så meget at gøre – jeg kunne se et års arbejde forsvinde for øjnene af mig, da jeg ligger der i sengen og siger til min mor, at ”jeg bare lige skal ligge med lukkede øjne i 10 min., så er jeg klar”.. men man er ikke klar til at køre en ironman, når man har været i gulvet på den måde, kroppen sagde fra.
Jeg brugte et par uger på at sunde mig, græde på de første løbeture efter ”nederlaget”, fordi jeg syntes, det var så synd for mig, og fundere over, om jeg gad mere.. Men blev også rimelig hurtigt klar over, at jeg fanme ikke skulle slutte på bunden. Så jeg skrev til Leif, at jeg ville give det et skud mere i 2018.
Så once again – 2018 lignede egentlig 2017 til forveksling stævne vice. Halv ironman i Herning, hvor jeg kom under de magiske 5 timer, hvilket vidnede om god og bedre form end sidste år. Kvart ironman i Aalborg, hvor jeg kravlede et trin op på podiet og bliver 2’er af alle kvinder.
I august bliver det tid til at give Ironman København et forsøg mere – jeg har forsøgt at gøre alle de ting, der kunne have stresset mig året inden, anderledes. Og selvom jeg følte mig 100 gange bedre kørende mentalt, at jeg rent faktisk glædede mig til at skulle ud at cykle 180 km, og at jeg vidste med ro i maven, at jeg nok skulle klare svømningen, så var jeg stadig virkelig lettet over at få kørt min nutella mad ned om morgenen, og komme ud af døren, uden at besvime – det var allerede fremskridt.

Det viste sig også at blive en helt speciel dag – jeg vinder min aldersgruppe, totalt uventet. Min første ironman, i tiden 10 timer 9 min. Og har pludselig kvalificeret mig til VM i IRONMAN på Hawaii kun 8 uger efter. Wtf?!

IRONMAN World Championship Hawaii

Mange tror måske, at man får billetten til VM, nu når man har vundet, men det er ikke helt tilfældet – man får lov til at købe et startnummer, og det koster vel i nærheden af 7000kr. Og så kommer alle de andre ting oveni – fly, overnatning, mad, visum, cykelkuffert osv.
Dét kombineret med, at jeg ikke lige havde tænkt, at jeg skulle lave en ironman igen kun 8 uger efter min første, så var jeg rimelig afklaret med, at jeg ikke skulle afsted.
Jeg kom i mål søndag omkring kl. 17, og mandag formiddag kl. 10 er der præmieoverrækkelse, hvor der også bliver delt ”slots” ud til Hawaii.
Jeg sidder i teltet sammen med alle de andre, der har vundet deres age group, eller er kommet nummer 2 eller 3, eller 4, 5, 6, 7, 8 eller 9.. For hvis jeg sagde nej til at ville til Hawaii, så ville 2’eren få tilbuddet osv.

Jeg bliver pludselig i tvivl – burde jeg alligevel sige ja og ta’ afsted?! Teltet er fyldt så mange håbefulde triatleter, der måske har drømt om det hele deres ”karriere”, og hvem ved, måske får jeg aldrig chancen igen. Så jeg skriver til min træner, 3 min. inden det er min aldersgruppe til at blive kaldt op, og spørger, om jeg kan nå at blive klar til en ny omgang, og han skriver: ”Ja, du har en über god base, så hvis du vil, go for it!”.. Dammit, så var det i hvert fald ikke en undskyldning, og min mor sidder ved siden af og siger: ”vi støtter dig uanset, hvad du vælger”.. well that’s helpful, haha. Mit navn bliver råbt op og jeg beslutter mig for at sige okay så!
”Tillykke, du skal til VM i Ironman på Hawaii, du skal bare lige betale derovre, så er startnummeret dit”.. yikes.

6 uger senere – de mest stressende uger i hele mit liv, hårdere end at lave en ironman, rejser min mor, bror og jeg til Hawaii.
Det var hårdt arbejde at skaffe så mange penge på så kort tid – planlægge turen, vedligeholde træningen, og samtidig havde jeg travlt med arbejde, da jeg jo troede jeg skulle have off-season og lidt ro, så jeg havde startet en masse nye hold og projekter op.

Men da vi sad i flyet på vej mod et af de steder, hvor man ikke kan komme længere væk, så føltes det hele godt. Det var den vildeste, hårdeste og mest crazy oplevelse på så mange måder!

Verdens hårdeste ironman

I 2019 har målet været Ironman Lanzarote, verdens hårdeste ironman, sindssyg massestart på svøm, 2600 højdemeter på cykling og et marathon i pænt varme temperature. Det gik over al forventning, jeg vinder min aldersgruppe/AG, bliver 3’er overall af alle age group’er, og laver hurtigste cykeltid af alle AG’er. Jeg vælger at takke nej til Hawaii i år, jeg har ikke overskud hverken mentalt eller økonomisk, og den vilde oplevelse fra sidste år kan også sagtens tåle at stå lidt endnu. Hvis jeg engang skal afsted igen, så skal jeg være mentalt klar, og vide, jeg kan præstere endnu bedre end første gang. Men hvem ved, måske – måske ikke. Det er det, der er ved det her game, man ved aldrig, hvad der sker, hvem der stiller til start, hvordan racet udarter sig.

Jeg kørte igen i år kvart ironman i Aalborg, hvor jeg kravlede det sidste trin op, og ender som 1’er af alle kvinder.
Jeg skulle have sluttet sæsonen af med at køre Ironman i København igen i år, og jeg ville rigtig gerne have kørt på under 10 timer, det var lige som målet og det jeg havde trænet til, men jeg bliver påkørt i bil i juli, hvor min fod får et tryk, og har ikke kunne løbe siden, og måtte derfor acceptere, at jeg ikke kom til at stille til start. Det er også en del af game, den del, der gør lidt nas indeni. Jeg håber dog, jeg kan finde et stævne i udlandet og runde sæsonen af med, hvis min fod bliver samarbejdsvillig igen inden for nærmeste fremtid. Ellers vender jeg bare stærkt tilbage næste år, og må huske på, jeg har haft et godt 2019 trods alt!

 

Ordforklaring:

• Ironman 70.3: en halv ironman, 70.3 er den halve distance i mil. En hel hedder 140.6
  (2,4 mil + 112 mil + 26,2 mil)
• Geargruppe = den geargruppe, der sidder på cyklen kommer i forskellige ”niveauer” og prisklasser. Jo bedre, jo dyre sjovt nok. Forskel i vægten, hvor godt/hurtigt/præcist de skfiter, hvor godt de bremser, hvor god kæde og kassette er. Geargruppen siger altså noget om kvaliteten.
  Typisk snakker man Shimano eller SRAM, som er to mærker man kan vælge i mellem. Selv er jeg mest til Shimano.
  Listet fra billigst til dyrest
  1. Shimano Claris
  2. Shimano Sora
  3. Shimano Tiagra
  4. Shimano 105 (som jeg vil anbefale som det bedste sted at starte – gjorde jeg selv)
  5. Shimano Ultegra
  6. Shimano Ultegra Di2 (elektroniske, som jeg selv kører med på begge cykler nu)
  7. Shimano Dura-Ace
  8. Shimano Dura-Ace Di2

• Tridragt: en dragt man har på i alle tre discipliner. Der er en lille pude i underdelen, så man kan bruge den på cyklen, samtidig med at man kan løbe med den.
  Man har tridragten under våddragten, så når man kommer op af vandet, så tager man våddragten af, og så har man tridragten på, den tørrer hurtigt, og gør at man ikke skal bruge tid på at skifte tøj fra hver disciplin. MEN, det er ikke nødvendigt – man kan sagtens lave en triathlon uden sådan en, lige som jeg gjorde til min første mini-tri.
  Det er smart og praktisk, men ikke et must. Man kan sagtens bare cykle i enten løbeshorts, eller cykelshorts og så skifte til løbeshorts, når man kommer fra cykelturen.
  Fusion har begge dele, og selv kører jeg stævner i en SLi Speed suit tridragt, men når jeg løber i min træning, så har jeg altid mine PWR tri tights pocket på, som er en tri-shorts med lommer på siden. De sidder virkelig godt, og lommerne er uundværlige, puden er så lille, at man ikke bemærker den.
• Våddragt: den man svømmer i, hvis man svømmer i åbent vand – altså udenfor. Det er ikke et must, men den giver god opdrift og kan hjælpe i sær de knapt så gode svømmer, og så giver den varme, hvis vandet er koldt. Derfor er det også obligatorisk, hvis vandet er under 15 grader. Man kan dog oftes leje en til de mindre stævner, så man er fri for at skulle ud og bruge flere tusinde kroner på sådan en, hvis man er i tvivl om, om det er noget, man skal bruge igen.
  Der findes et hav af forskellige modeller og mærker, og der kommer en guide til forskellige modeller i de forskellige prisniveauer i part 2.

Takeaways fra #1:
1. Start ud i det små, se om du synes det er sjovt, inden du sætter dig uoverkommelige mål. Der er heller ingen, der starter med at løbe et ultramarathon, hvis man aldrig har løbet, eller starter på 1. holdet, hvis man aldrig har rørt en bold.

2. Kast dig ud i det, det kræver slet ikke så meget udstyr som man tror. Især 4:18:4 er for alle!

3. Ironman er ikke for alle – forstået på den måde, at nogle er bedre skabt til kortere distancer, nogen har ikke tiden til at kunne få det til at hænge sammen med ironman træning. Man BEHØVER ikke lave en ironman, fordi man dyrker triathlon.

4. Gør det fordi, du synes det er sjovt – ellers holder det ikke på den lange bane.

5. Lad dig ikke slå ud – vi har alle en forhistorie, noget i bagagen, som ikke kan laves om, som kan gøre tingene svære, men finder man sin hylde – der hvor man føler, man hører til, laver det man godt kan li’, så kan tingene godt lysne og vende. Og også i sporten generelt. Man vil opleve nederlag, det er ok at være frustreret, men rejs dig igen – hvem gider slutte på bunden?